Interessen for løb i Danmark er større end nogensinde før. CPH Half 2025 blev udsolgt på bare lidt over to timer – over 30.000 deltagere var klar til at snøre skoene, og det siger noget om, hvor meget løb har grebet os som nation. Løb er ikke længere bare noget, vi gør for motionens skyld. Det er blevet en del af vores kultur – et fællesskab, en livsstil og for mange også et vigtigt identitetsrum.
Jeg har for nylig udtalt mig om netop det i to forskellige sammenhænge:
I en klumme i Femina af Aida Hasic og i en paneldebat som optakt til CPH Half arrangeret af 9tseven og New Balance. Begge steder kredsede samtalen om det samme spørgsmål: Hvornår er løb meningsfuldt, og noget, vi forbinder med noget positivt – og hvornår bliver det en del af performance-kulturen?
Det er fantastisk, at så mange finder glæde i løb, men jeg tror, mange kan genkende den bevægelse, hvor lyst bliver til et pres for at præstere. Vi starter, fordi vi vil motionere, finde ro eller få frisk luft. Men langsomt begynder vi at måle – på tid, pace og kilometer. En løbetur bliver kun “god”, hvis den lever op til vores eller andres forventninger på netop de tre parametre.
Som jeg sagde i interviewet til klummen i Femina: “Vi starter ofte med lysten til at løbe, men kulturen skubber os hurtigt over i at måle og præstere. Vi bliver overbevist om, at vi skal sætte mål – og så bliver løb noget, vi måler på.” Det bliver særligt tydeligt på sociale medier som Strava.
Heldigvis mærker jeg også en modbevægelse.
Da jeg deltog i paneldebatten med stifterne af løbemærket 9tseven, blev jeg mindet om, hvor stærkt det sociale fællesskab omkring løb kan være, når det handler om at løfte hinanden – ikke måle sig mod hinanden. Her var fokus på disciplin, ja, men også på fællesskab, og på at møde sig selv og andre med opmuntring frem for kritik. Og i Aida Hasics klumme i Femina, hvor hun reflekterer over, hvad der egentlig gør, at hun oplever glæde og mening ved løb.
Du kan finde klummen i Femina her: ‘Hvis min løbetur ikke er perfekt, er det som om, den “ikke tæller”. Og årsagen føltes helt absurd’
